Denne hjemmeside er under udvikling. Den officielle side er www.kirkepartner.dk

Fagmessen Kirkens Forum og stifterne

Fagmessen Kirkens Forum og stifterne
Fagmessen Kirkens Forum og stifterne

Fagmessen Kirkens Forum får deltagelse fra de ti stifter i folkekirken

Nu kan man møde stifterne ”live” sammen med over 70 udstillere på fagmessen ”Kirkens Forum” i Fredericia den 12. og 13. november.

Over 70 firmaer udstiller på Kirkens Forum i Fredericia og flere strømmer til. Stifterne i Danmark bakker nu op om Danmarks første samlede fag- og indkøbsmesse for kirken.

Kirkens Forum finder sted i Fredericia den 12. – 13. november 2014 i MesseC. Stifterne i Danmark bliver repræsenteret på en fælles stand. Her kan publikum møde repræsentanter fra de ti stiftskontorer og få en uformel snak om stifternes tilbud til menighedsrådene i deres daglige arbejde. Her vil de også kunne møde stifternes konsulenter på alt fra kirkegårde og kommunikation til konfirmationsundervisning.

De mange udstillere repræsenter et bredt udsnit af samarbejdspartnere og leverandører til kirker, menighedsråd og kirkelige organisationer.  Produkterne spænder fra nye belysningsmuligheder, av-udstyr, kalkning og orgler over rådgivning inden for kommunikation, sikkerhed, nybygning og arkitektur.

 

Smagsprøver på arrangementer

I et loungeområde vil et bredt udvalg af musikere og foredragsholdere give små smagsprøver på arrangementer i kirken og sognegården.

– På to store scener vil der være foredrag omkring mediehåndtering, tips til at skrive den gode historie, tips til at tiltrække og fastholde børn og unge i kirken og fokus på, hvordan vi åbner kirkerne – og ikke lukker ned, fortæller projektleder Hanne Iversen.

Et specielt område er indrettet til kirkegårdsforum – og her er fokus rettet mod maskiner og udstyr til kirkegårde og gravere. Et større udendørsareal er reserveret til et demoområde, så man selv kan afprøve maskinerne under kyndig vejledning.

 

Oplagt udflugtsmål

Messe C har gjort det så nemt som muligt at besøge messen – fra Sjælland, Lolland og Falster afgår der busser fra morgenstunden til Fredericia med stop i de større byer undervejs til en favorabel pris. Frokostbuffeten kan bestilles i forvejen og ønsker man et besøg i en af de lokale kirker på vejen med foredrag og aftensang er Messe C behjælpelig med at arrangere det.

/sl