Denne hjemmeside er under udvikling. Den officielle side er www.kirkepartner.dk

Fyn får migrantpræst


Ansøgningsfristen til en treårig stilling som migrantpræst i Fyens Stift er nu udløbet, og stillingen forventes besat den 1. oktober 2014. 

Arbejdet som migrantpræst skal ligge i forlængelse af et treårigt landsdækkende migrantprojekt, som udløber den 15. september. 

Biskop Tine Lindhardt, der har taget initiativ til at få stillingen oprettet, siger: 

”Migrantpræstens opgave er blandt andet at skabe dialog mellem folkekirken og migrantmenigheder i Fyens Stift. Nogle af de mennesker, der kommer til landet, er kristne som gerne vil i kontakt med den lokale folkekirke. Det arbejde ser jeg gerne styrket, for jeg tror at det er noget begge parter vil kunne få glæde af. Det sker også, at ikke kristne indvandrere ønsker kontakt med folkekirken. Her har folkekirken også en vigtig opgave ”.

Migrantarbejdet i Fyens Stift skal ifølge biskoppen ”gå på flere ben”, så både missionsarbejdet, det diakonale arbejde og arbejdet med dialog bliver styrket. 

”Det er vigtigt, at der er flere tilgange til migrantarbejdet,” siger hun.
Samarbejde med FTS
Den nye migrantpræst bliver en naturlig del af det migrantarbejde, der er i forvejen findes i Fyens Stift. Der bliver således et samarbejde med Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS) i Odense, som arbejder på at fremme folkelig og kirkelig integration på tværs af etniske og religiøse forskelle. 

”Samarbejdet betyder ikke, at man skal gøre det samme eller gøre tingene på samme måde. Der skal netop være plads til forskellighed”, siger biskoppen. 

”Men selvfølgeligt skal man også mødes indimellem for at udveksle erfaringer og drøfte arbejdet”, slutter hun.

Flygtninge indvandrerpræst Jesper Hougaard fra FTS glæder sig til samarbejdet. 

”Der er oplagte muligheder for samarbejde mellem den nye migrantpræst og Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde. Vi kan blandt andet hjælpe hinanden med netværk, inspiration og erfaringsudveksling ,” siger han. 

FTS arbejder kun i de to Odense Provstier, mens den nye migrantpræst skal virke i hele Fyens Stift. 




http://www.fyensstift.dk/ – Seneste nyt