Denne hjemmeside er under udvikling. Den officielle side er www.kirkepartner.dk

Faldende dåbstal i fokus i Henning Toft Bros landemodeberetning

Faldende dåbstal i fokus i Henning Toft Bros landemodeberetning

“I kirken dyrker vi fællesskabet”

Faldende dåbstal og udmeldelser af folkekirken var i fokus i landemodeberetningen af biskop Henning Toft Bro.

Det er udfordringer, som folkekirken må se i øjnene og være fælles om at finde løsninger på. Og man er i gang mange steder, også i Aalborg Stift, fremlagde biskoppen.

Fællesskabet og kirkens diakonale arbejde blev fremhævet

“Kirkens diakoni har siden de allerførste kristne menigheder været et kendetegn for os som kirke. Megen sociallovgivning hviler på diakoniens grundpiller om at tage vare på næsten, hvor diakonien naturligvis har en ekstra dimension, da vi i diakonien også tager vare om menneskets åndelige side. Denne historik glemmes ofte i debatten om udmeldelser for det handler også om at man melder sig ud af fællesskaber, som har været med til at forme både samfundsliv og kirkeliv i generationer.”

“Ved at melde sig ud af folkekirken vender man ryggen til sin egen historie, sin egen kultur, det vi er rundet af og det som i den grad har været med til at tømre os sammen som folk.”

Fællesskaber og dannelse

Forpligtende fællesskaber er vigtige, pointerede biskoppen.

“Vore kirker er et åndeligt fitnesscenter hvor vi ikke skal træne så vi sveder, her er ingen instruktør der opildner til at yde mere og mere, her er ingen lodder og trisser og vægte der skal rykkes i og løftes. I fitnesscentre dyrker man sig selv. I kirken dyrker vi fællesskabet.”

Og hertil hører også debatten om dannelse og værdier, som heldigvis fylder mere og mere i medierne, sagde Henning Toft Bro.

“Og her er det livsnødvendigt at vi som folkekirke deltager i debatten og peger hen på de værdier kirken altid har stået for. Værdier som næstekærlighed, medmenneskelighed, fællesskab og for at skabe hele mennesker skal læring og dannelse gå hånd i hånd, så læring aldrig står alene, men suppleres med indsigt i kunst, sprog, litteratur, historie, musik og ja, forpligtende fællesskaber.”

Opfordring til at indgå i fællesskaber

Indgå i fællesskaber med organisationer, foreninger og institutioner, der vil være med til at tage debatten, lød biskoppens opfordring:

“Så vore unge mennesker, de kommende generationer, ikke farer vild i deres eget liv, men netop finder sig selv som værdifuld og uundværlig for fællesskabet blot ved at være og turde være den de er. “

Aalborg Stift samarbejder lige nu med både grundskole og gymnasier om flere spændende projekter.

Øvrige nyheder i stiftet

Områder som uddannelse og præsterekruttering skal også fortsat have opmærksomhed, mener biskoppen, der i januar var med på uddannelsesmesse for første gang. Et udvalg under Kirkeministeriet skal i øvrigt de næste år arbejde med den fælles udfordring at øge antallet af ansøgere.

Også et område som asylsamarbejde er blevet opprioriteret i stiftet, og der er netop blevet nedsat et udvalg til at varetage det arbejde.

På kommunikationsfronten sker der også nyt. Sammen med Informationstjenesten har stiftet vedtaget en ny kommunikationsplan, der løber frem til udgangen af 2018. Målet er at styrke den eksterne kommunikation og komme bredere ud med kirkens glade budskaber. Stiftsavisen nedlægges og et digitalt nyhedsbrev tager over, samtidig med at indsatsen øges på de sociale medier.

Øvrige projekter, der er løbet godt i gang er Folkekirkens Familiestøtte og Kirken på landet. Og hverdagen har efter et succesfuldt første år indfundet sig i Folkekirkens Hus.