Denne hjemmeside er under udvikling. Den officielle side er www.kirkepartner.dk

Pinsegudstjeneste på Gammel Torv i Aalborg

Kæmpe pinsegudstjeneste i Aalborg 2. pinsedag

Pinsegudstjeneste udendørs
Pinsegudstjeneste udendørs. Foto: Haderslev Stift

300 mennesker samles til gudstjeneste på Gammel Torv i Aalborg 2. pinsedag den 25. maj. Brassband, stort kor og bønne-balloner til børnene sørger for festlig stemning.

”Vi er sikre på, at solen skinner 2. pinsedag”, siger Pia Kirkegaard, præst ved Margrethekirken.

”Den kan da ikke andet når 14 Folkekirker og Frikirker i Aalborg finder sammen for at fejre pinsegudstjeneste under åben himmel! ”

Gudstjenesten finder sted på Gammel Torv mandag d. 25. maj 2. pinsedag kl. 11.00. Her bliver der sat stole op til de flere hundrede mennesker. Der skal mange stole til for der er tradition for at mange samler sig til gudstjeneste i det fri. Nordvestjysk Braasband spiller og et, til dagen sammensat, kor, synger for på smukke og sommerlyse pinsesalmer.

Det er noget særligt når folkekirker og frikirker samler sig om det kristne pinsebudskab.

”Vi er vel nok forskellige i vores måder at være kirke på, men den gode hellige, ånd samler os om gudstjenesten. Sådan var det dengang det var pinse første gang – sådan er det i dag” – siger Pia Kirkegaard.

Gudstjenesten 2. pinsedag kommer til at handle om hvad hellig ånd er og hvad den gør ved os, forklarer Pia Kirkegaard.

For børnene er der en særlig aktivitet undervejs i gudstjenesten. Der skal laves bønne-balloner som til sidst i gudstjenesten skal sendes til vejrs. Efter gudstjenesten byder kirkerne på kirkekaffe og lagkage til alle.

Formålet er klart for Pia Kirkegaard:

”Alt sammen så pinsebudskabet kan stå klart: Gud er god og vi skal alle vide, at vi kan bære den godhed med os ud i verden.  Så kom og vær med, hør, se og smag på Gud.”

Pinsen
Pinse kommer af græsk ”pentekoste” der betyder “halvtredsindstyvende” (dag efter påske). Pinse er en kristen højtid, der holdes årligt til minde om Helligåndens komme.